Close

8. august 2022

Medicinstudende søges til forskningsår indenfor global sundhed og obstetrik

Vi er på udkig efter 1-3 medicinstuderende, der interesserer sig for global sundhed og sundhedsfremme i udviklingslande. Vi er en gruppe læger og andre sundhedsprofessionelle, der igennem flere år har drevet en NGO i Masanga, en landsby i det centrale Sierra Leone. Forskningsåret vil omfatte evaluering af nogle af de allerede søsatte sundhedsfremmende projekter samt dataindsamling til en demografisk undersøgelse af den lokale befolkning.

Forskningsåret vil indebære et 6 måneders ophold i landsbyen Masanga, hvor Masanga Hospital ligger. Under dit ophold vil du have mulighed for at bo på et hostel tilknyttet hospitalet sammen med andre udsendte studerende, sundhedsprofessionelle og læger.

Der er mulighed for at deltage på flere projekter:

  • Tilbud af ultralydsskanninger til landsbyer i oplandet til Masanga Hospital for at identificere høj-risiko graviditeter
  • Kvantitativ undersøgelse (spørgeskemaundersøgelse) til at kortlægge de lokale kvinders holdninger og valg omkring prævention, graviditet og fødsel.
  • Kvalitativ undersøgelse (interviews) af de barrierer, som kvinder oplever ifm. fødsel på hospital eller lokal sundhedsklinik.

Du vil have et af projekterne som det primære projekt, hvor du vil få erfaring med projektledelse, dataindsamling og databearbejdning. Du vil også have mulighed for at samarbejde på andre projekter i vores team af lokale og internationale forskere. 

Vi forventer:

  • At du er medicinstuderende eller studerende på en anden sundhedsuddannelse
  • At du er klar på at bo i Sierra Leone i minimum 4, men gerne 6 måneder
  • At du har interesse for obstetrik og global sundhed
  • At du ikke er bange for at tage ansvar
  • At du kan starte til forårssemesteret 2023 og et år frem
  • Tidsperspektivet samt start er fleksibelt, men vi forventer, at du kan være tilknyttet i 6-12 måneder
  • At du selv søger finansiering til rejse/leveomkostninger

Vi kan tilbyde:

  • Dit eget underprojekt, som kan bruges som speciale og/eller munde ud i en artikel
  • Erfaring i projektledelse og indsigt og viden indenfor forskning i lavindkomstlande
  • Dybtgående indblik i obstetrik, folkesundhed og global sundhed
  • Mulighed for at bo og leve i et lavindkomstland og opleve dette på tætteste hold
  • Erfaring med implementeringsforskning
  • Masser af ansvar under tæt og god supervision
  • Hjælp og vejledning til fondsansøgning
  • Blive en del af den internationale organisation Masanga Danmark

Det er et spændende og meget lærerigt projekt med mulighed for at komme helt tæt på forskning i ulande samt unik læring i folkesundhed og obstetrik. Læringskurven vil være stejl, men din vejleder er med dig hele vejen.

Lyder dette eventyr som noget for dig? 

Så skriv en ansøgning på 1 A4-side og vedlæg dit CV til:

Monica Lauridsen Kujabi, læge og phd-studerende, monica.kujabi@sund.ku.dk, Emmeli Mikkelsen, læge og phd-studerende, emmeli.mikkelsen@clin.au.dk, og Tatyana Fedorova, læge og phd-studerende, tatfed@rm.dk.

Du er også velkommen til at skrive til os for yderligere information.

Ansøgningsfrist: 1. september 2022 (frist for AU ansøgning til forskningsår i foråret 2023 er 17. oktober 2022).
Læs mere om Masanga Hospital på masangahospital.org