Studerende til forskningsår i Guinea-Bissau søges
Bandim Health Project søger medicinstuderende til forskningsår i Guinea-Bissau, Vestafrika.
Om dig:
- Du har interesse for international sundhed
- Du har lyst til at forske i hvordan vi bedrer sundhedsforholdene i Afrika
- Du har ambitioner om at skrive videnskabelige artikler på engelsk
- Du har viljen til at gøre en forskel
- Du har humor, talent for sprog og et varmt hjerte
- Du kan arbejde selvstændigt med projektet uden daglig supervision, da vejledere vil befinde sig i Danmark.
- Har mod på at bo et år i et af verdens fattigste men også mest venlige og spændende lande.
Vi kan tilbyde dig
Et forskningsår på et dansk forskningsprojekt i Guinea-Bissau. Vi søger studerende til start vinter 2025, men vi er også interesserede i henvendelser fra folk, der gerne vil af sted senere.
Du vil blive del af vores forskningsgruppe inden for Tuberkulose og vil i samarbejde med en eller flere studerende, ph.d-studerende og seniorforskere fra både Danmark og Guinea-Bissau indgå i et meget aktivt forskningsmiljø. Samtidigt får du mulighed for at opleve Vestafrika helt tæt på, lære et fremmed sprog og få nye bekendtskaber fra det afrikanske kontinent. De fleste af vores studerende publicerer mindst en artikel fra deres forskningsår som første forfatter.
Vi skriver protokol sammen og søger løn og dækning af øvrige udgifter i fællesskab.
Bandim Health Project (www.bandim.org)
Har eksisteret som dansk-guineansk forskningsprojekt i Guinea-Bissau siden 1979 og har over 400 videnskabelige publikationer. Projektet er førende i verden på epidemiologiske studier af børnevaccinationer og langtidseffekter af børnesygdomme. Projektet følger regelmæssigt over 100.000 mennesker og registrerer dødelighed, sygelighed og en lang række andre faktorer, som gør det muligt at evaluere eksisterende og nye sundhedsinterventioner.
Hvis du er interesseret i at høre mere, kan du kontakte:
Frauke Rudolf, MD, PhD: frauke.rudolf@clin.au.dk