Vil du være med til at forske og udvikle nye undervisningsmetoder indenfor social ulighed?
Lav et forskningsår hos Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus i tæt samarbejde med Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet i krydsfeltet mellem forskning, udvikling, og undervisning.
Vi mangler en dygtig forskningsårsstuderende til 1 års ansættelse med start 1. september 2024. Dit projekt vil tage udgangspunkt i forskningsprojektet ”Escape from Inequity”, som er finansieret af AU’s satsningspulje AUFF Nova og er udviklet på baggrund af et spansk koncept for interaktiv undervisning i social ulighed. Du vil få et forløb tæt på interventionsudvikling og afprøvning og vil indgå i et tværfagligt, tværsektorielt og internationalt miljø af forskere og undervisere.
Projektgruppen, som du vil blive en del af, består af professor Helle Terkildsen Maindal, professor Per Kallestrup, adjunkt Michael Fehsenfeld, postdoc Amanda Paust, forskningsassistent Nynne Bech Utoft, en praktikant. Vi tilknytter to forskningsårsstuderende i parløb på projektet. Sammen vil vi drøfte, om der er særlige områder eller metoder, du har interesse i eller noget, du kunne have lyst til at være ansvarlig for (med vejledning fra forskerne), evt. med sigte på at kunne lave dit speciale hos os efterfølgende.
Escape from Inequity
Kan innovative uddannelsesmetoder mindske ulighed i sundhed? Det spørgsmål stiller vi i Escape-projektet. I projektet sigter vi mod at udvikle et nyt didaktisk koncept baseret på gamification, der fokuserer på kreativ, legende og aktiv deltagelse i læringssituationer omhandlende ulighed i sundhed. Ved hjælp af design-thinking, prototyping og co-production vil vi designe ‘Escape Rooms’, hvor deltagere, der påtager sig rollen som patienter med forskellige sociale positioner, skal undgå en række sundhedsudfordringer. Gennem iterativ udvikling og testning er målet at udvikle et koncept, som kan ruste sundhedsprofessionelle og studerende med sociale kompetencer og forståelse for ulighed. Det skal klæde dem på til at møde patienter og borgere med lav social position og bidrage til at mindske den sociale ulighed i sundhed.
Arbejdsopgaver
Din primære opgave vil være at udarbejde et systematisk litteratur review og udfærdige en videnskabelig artikel på dette. Desuden vil du indgå i:
- Understøtte det ørige videnskabelige arbejde i projektet
- Indgå i arbejdet med en udviklingsartikel (som varetages af en anden forskningsårsstuderende)
- Indgå i netværk og samarbejde om projektet, bl.a. med vores spanske samarbejdspartnere
- Deltage i workshops og andet projektadministration på projektet
- Bygge bro mellem Forskningsenheden for Almen Praksis og Institut for Folkesundhed
- Bidrage til fondsansøgning på projektet
Vi tilbyder
Vi tilbyder et spændende og uformelt forløb, hvor du bliver en del af et miljø med forskere og stab som dine samarbejdspartnere. Professor Per Kallestrup vil være din hovedvejleder og Michael Fehsenfeld, Amanda Paust og Nynne Utoft vil være dine projektvejleder og give sparring og feedback under hele forløbet. Forskningsårsstuderende lønnes med 10.000 DKK om måneden, og vi er fleksible med hensyn til studieaktiviteter og fritidsjob.
Vi forventer
Vi forventer at du har mulighed for at tage et år ud af dine studier på medicin til at prøve kræfter med forskning. Du er fagligt dygtig, kan skrive og tale engelsk på højt niveau og så er du engageret og opsøgende i dit arbejde. Det er vigtigere for os, at du er nysgerrig og har stort gå-på-mod end at du har erfaring med lignende arbejde. Du er en holdspiller og har lyst til at indgå i vores team.
Sådan søger du
For at ansøge bedes du venligst sende en motiveret ansøgning, CV og karakterudskrift inden den 1. april 2024 til Amanda Paust på amasa@ph.au.dk. Vi vil løbende indkalde til samtaler og forbeholder os retten til at fjerne opslaget, når vi har fundet den rette kandidat.
Kontakt
Har du spørgsmål til stillingen, inden du søger, er du velkommen til at sende en mail til Amanda Paust på amasa@ph.au.dk eller ringe tlf. 42770628.
Mere information
Du kan læse mere om Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet og Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus på hjemmesiderne (Applied Public Health (au.dk) og Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus (au.dk)).
Startdato: 1. september 2024.