Close

17. oktober 2019

Nyt symposium om forskning i hjerte-kar-sygdomme og kredsløbsfysiologi

Selskab for Medicinsk Studenterforskning præsenterer i samarbejde med Cardiologisk Studenterforening symposiet “Hjerter og giraffer – grænsesøgende hjerte-/kredsløbsforskning”

Hjerte-kar-sygdom er, trods store behandlingsmæssige fremskridt, den hyppigste dødsårsag på verdensplan. I jagten på nye og banebrydende behandlingsprincipper, forsøger forskere konstant at udvide grænserne for, hvad der kan lade sig gøre.

Den 12. november 2019, kl. 19.00-21.30 afholder Cardiologisk Studenterforening og Selskab for Medicinsk Studenterforskning temaaften om vild og grænsesøgende hjerte-/kredsløbsforskning. Aftenens foredragsholdere er internationalt anerkendte for deres arbejde med hjerte-kar-sygdom. Den ene med udgangspunkt i klinikken, den anden i grundforskningen.

Henning Rud Andersen er kardiolog og professor emeritus. Henning vil fortælle om sin forskningskarriere, der bl.a. involverer vovet og nyskabende pacemaker-forskning, forskning i ballonudvidelser og opfindelsen af en kateterbaseret hjerteklap (TAVI), der på verdensplan omsætter for milliarder af kroner.

Christian Aalkjær er professor i kredsløbsfysiologi og forsker bl.a. i forhøjet blodtryk og anvender levende giraffer til at komme mekanismerne bag ”den stille dræber” nærmere. Han vil fortælle, hvad en kredsløbsfysiolog opnår ved at rykke sit laboratorie ud på en savanne i Sydafrika.

Et lille fun fact om den ene foredragsholder: Som medicinstuderende pacede Henning Rud Andersen (vist nok sammen med sin læsemakker) sig selv gennem spiserøret ved hjælp af et hjemmelavet kateter. Arbejdet blev publiceret i the Lancet. Det overgår vist grænserne for et almindeligt læsegruppemøde. Læs originalartiklen her: www.thelancet.com.

Aftenens program

  • 19.00-19.15: Velkomst ved foreningerne
  • 19.15-20.15: Foredrag: ”Forskning – af en senior kardiolog”
    Henning Rud Andersen, professor emeritus, dr.med.
  • 20.15-20.30: Pause
  • 20.30-21.30: Foredrag: “Giraffens kredsløb”
    Christian Aalkjær, professor, dr.med.

Vi glæder os til at se jer til en inspirerende aften med to fantastiske foredragsholdere.

Facebook-begivenhed: www.facebook.com/events/405971483443000