Close

11. oktober 2019

Ny pris til den særlig fremragende studenterforsker

Den 1. november 2019 er der deadline for indstilling til ny pris for studerende på Health, Aarhus Universitet, som gennem en særligt fremragende opgave eller forskningsprojekt har udmærket sig.

Et forslag fra Akademisk Råd, Health om en ny tidsvarende, alternativ prisopgave for studerende på Health blev d. 24. oktober 2018 diskuteret og godkendt af Dekanatet. Det blev efterfølgene besluttet at oprette en pris, fremfor en prisopgave, og kalde prisen for “Health Studenterforskningspris”. Forslaget fra Dekanatet kom på baggrund af et ønske om at “understøtte en udmærkelse af særligt dedikerede studerende ved Health”.

Den indstillede studerende kan være studerende, der har udmærket sig gennem en særligt fremragende bachelor- eller specialeopgave, et projekt lavet som led i talentsporet, fritidsforskning uden for formaliseret program, forskningsår eller kandidat-ph.d. Det er et krav, at arbejdet skal være afsluttet i studietiden, og kandidater til prisen kan indstilles makimalt et år efter opnået kandidatgrad.

Bedømmelsen beror på en indstilling fra vejleder og den studerendes skriftlige bidrag i form af en skriftlig opgave (eksperimentel eller teoretisk) eller et artikeludkast med den studerende som førsteforfatter, og vil tage højde for de forskellige niveauer af indsendte bidrag. Indstillingen bedømmes af et underudvalg under Akademisk Råd.

Det er planen, at der hvert år skal uddeles én pris per institut, dvs. Institut for Biomedicin, Institut for Folkesundhed samt Institut for Klinisk Medicin. Institut for Retsmedicin lægges, i denne sammenhæng, sammen med Institut for Klinisk Medicin. Prisen uddeles for første gang til Ph.D.-dagen 2020.

Du kan læse mere om prisen og indstille en kandidat på vores side for Studenterforskningsprisen, hvor vi har samlet alt information.