Forskningsår i akutforskning
Medicinstuderende søges til forskningsårsprojekt ved Præhospitalet, Region Midtjylland
Ansøgningsfrist: 1. marts 2020
Vil du være med til at undersøge om vi kan forbedre vurderingen og visitationen af patienterne i ambulancerne ved hjælp af videotransmission? Så er du måske den medicinstuderende, vi søger!
Præhospitalet søger en medicinstuderende til en 1-års ansættelse som forskningsårsstuderende med projektstart d 1. september 2020. Der vil derudover være behov for forberedelse af projektet forud for opstart, særligt i perioden indtil d 15. april 2020, hvor projektansøgningen skal sendes til godkendelse ved Aarhus Universitet.
Om forskningsprojektet
Præhospitalet har ansvar for patienterne i akutkædens første led, fra 1-1-2-opkaldet til patienten er modtaget på hospitalet eller har fået anden behandling. Når en borger ringer 1-1-2 modtages opkaldet af en sundhedsfaglig visitator, som vurderer alvorlighedsgraden og visiterer, om der skal sendes en ambulance til stedet. Når ambulancen når frem, vurderes situationens alvorlighed igen, og på den baggrund besluttes det om borgeren skal på hospitalet (hvilket og hvor hurtigt), eller om borgeren skal blive hjemme og evt. selv opsøge anden hjælp. I disse situationer, særligt når symptombilledet ikke fremstår tydeligt, rådfører ambulancepersonalet sig ofte med en præhospital læge om beslutningen. Aktuelt kan ambulancepersonalet og lægen kun tale sammen pr. telefon, men med den teknologiske udvikling er det nu muligt at anvende videotransmission, hvor lægen også har mulighed for at se borgeren.
Formålet med forskningsårsprojektet er således at undersøge hvilken betydning brug af video, mellem ambulancepersonalet og de præhospitale læger, har for patienten og visitationen.
Stillingen
Som forskningsårsstuderende vil du arbejde tæt sammen med ph.d.-studerende og seniorforskere. Desuden vil du få tilknyttet en hovedvejleder. Inden ansættelsesstart vil der være mulighed for at arbejde med forberedelse af forskningsåret, ellers vil den indledende periode blive brugt til forberedelse af forskningsårsprojektet. Dit forskningsår afsluttes med en rapport, som også kan anvendes som dit kandidatspeciale. Yderligere efterstræbes det, at dit arbejde resulterer i en videnskabelig artikel, som også vil kunne indgå som en del af den afsluttende forskningsårsrapport.
Præhospitalet Forskning & Udvikling er en forholdsvis ung, men samtidig en ambitiøs, aktiv og dynamisk afdeling, der allerede har bidraget solidt til den nationale og internationale forskning i Præhospital indsats. Vi har det godt sammen, og vi vægter det gode arbejdsmiljø.
Kvalifikationer
Du er på kandidatdelen af medicinstudiet. Erfaring med og/eller kendskab til det præhospitale område og forskning vægtes positivt. God mundtlig og skriftlig fremstillingsevne på dansk og engelsk. Desuden er du god til at arbejde selvstændigt, er målrettet, engageret, fleksibel, løsningsorienteret, kreativ og initiativrig, du er ordentlig og du er god til og interesseret i at samarbejde.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelse er i henhold til gældende takst for forskningsårsstuderende. Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsansættelse.
Ansøgning
Er du interesseret i forskning i det præhospitale område og har lyst til at engagere dig i et strategisk prioriteret forskningsområde, vil vi opfordre dig til at søge stillingen. De bedste ansøgere vil blive indkaldt til samtale.
Ansøgningen skal indeholde (som pdf.- eller docx.-filer):
- Motiveret ansøgning (max 1 side)
- Curriculum vitae
- Kopi af karakterark
Kontakt
Spørgsmål vedrørende stillingen kan rettes til
Forskningsleder
Ulla Væggemose
Tlf.: +45 6083 8630
E-mail: ulla.vaeggemose@ph.rm.dk
Forskning & Udvikling, Præhospitalet
Olof Palmes Allé 34
8200 Aarhus N
Oplysninger vedrørende Præhospitalet findes på Region Midtjyllands hjemmeside: www.ph.rm.dk.
Oplysninger vedrørende forskningsåret findes på Forskerskolens hjemmeside: phd.health.au.dk/researchyear.
Alexander er medicinstuderende på 10. semester og har været forskningsaktiv på Hjerte-, Lunge-, Karkirurgisk afdeling, Aarhus Universitetshospital siden april 2016.
Han har været medlem af SMS siden 2017.