Forskningsårsstuderende søges til hjerte MR-forskning på Hjertesygdomme, Aarhus Universitetshospital
Hjerte MR-forskning
Vi er en forskningsgruppe på Hjertesygdomme, der beskæftiger os med magnetisk resonans
skanning til diagnostik af hjertesygdomme. Vores hovedfokus er på diagnostik af
åreforkalkningssygdom i hjertets kranspulsårer, hvor vi ved brug af en innovativ og avanceret MRskanning kan fremstille billeder af hjertets kranspulsårer. Der er tale om en ny type skanning, som
har potentiale til at diagnosticere åreforkalkningssygdom uden brug af ioniserende stråling eller
kontraststof.
Afdelingen råder over egen MR-skanner og vi har aktuelt 2 igangværende studier:
- Det ene studie har til formål at undersøge den diagnostiske nøjagtighed af hjerte MR-angiografi sammenlignet med invasiv koronarangiografi (KAG).
- Det andet studie har til formål at undersøge hyppigheden af blødning (intraplaque blødning)
i høj-risiko åreforkalknings-plaques hos patienter med koronar aterosklerose.
Dine opgaver
Vi søger en til to forskningsårsstuderende, der kan indgå i teamet og i dagligdagen hjælpe med at
afvikle ovenstående kliniske projekter. Dine opgaver vil blandt andet bestå i at inkludere patienter,
som kommer på afdelingen til undersøgelse for åreforkalkningssygdom. Ved interesse kan du blive
oplært i at MR-skanne patienterne. Det forventes at du vil blive ansvarlig for dit eget delprojekt, som
forventes at munde ud i en publikation.
Din hovedvejleder vil være professor, overlæge Won Yong Kim på Hjertesygdomme, AUH og dine
medvejledere vil være ph.d.-studerende Gregory Wood og Alexandra Uglebjerg.
Kvalifikationer
Du er medicinstuderende, og har interesse for kardiologi og billeddiagnostik. Du arbejder
selvstændigt og har mod på at have patientkontakt, foretage dataindsamling, databehandling og
sammenskrivning af resultater. Det vil være en stor fordel at have gode kundskaber indenfor
matematik og fysik. Der kræves ikke forudgående forskningserfaring.
Har dette fanget din interesse, så kontakt os og skriv kort om dig selv og din motivation. Vi vil med
glæde invitere dig ud på afdelingen til en snak om, hvad forskningsåret indebærer.
Kontakt:
gregory.wood@clin.au.dk / aup@clin.au.dk
Med venlig hilsen
Gregory Wood, Alexandra Uglebjerg og Won Yong Kim