To forskningsårsprojekter i Interventionskardiologi på AUH!
Vi søger to medicinstuderende på kandidatuddannelsen til et forskningsår inden for behandling af kompleks koronarsygdom med PCI (ballonudvidelse og stentbehandling).
I vil arbejde tæt sammen i det daglige, men hver have jeres eget afgrænsede projekt. Projekterne tager udgangspunkt i patienter, der er randomiseret i to af vores store, internationale kliniske studier.
Hvad handler projekterne om?
Projekt 1
Projektet undersøger en ny invasiv billeddannende metode, som kan optimere resultatet efter stentbehandling i kranspulsårernes delingssteder. Vi håber, at metoden kan hjælpe med at forudsige, hvilke patienter der har behov for yderligere ballonudvidelse/optimering efter stentimplantation.
Projekt 2
Projektet undersøger, om analyser af myokardieperfusionsundersøgelser (PET-scanning) kan forudsige symptomlindring efter behandling af patienter med kronisk total okklusion (CTO). Målet er at blive bedre til at identificere, hvilke patienter, der har størst gavn af PCI.
Hvem er du?
Du er en holdspiller med interesse for hjertemedicin. Vi forventer ikke, at du har tidligere forskningserfaring – du får grundig vejledning og oplæring undervejs. Til gengæld forventer vi stort gåpåmod, selvstændighed og lyst til at lære meget på 12 måneder.
Hvem er vi?
Vi er en international forskningsgruppe med ca. 20 medarbejdere på tværs af faggrupper og samarbejder med mere end 80 hjertecentre verden over. Vores primære fokus er internationale randomiserede studier, der forbedrer invasiv diagnostik og behandling af åreforkalkning i kranspulsårerne. Vi prioriterer fællesskab og samarbejde højt, fordi vi er overbeviste om, at det giver de bedste resultater. Gruppen ledes af professor Evald Høj Christiansen.
Hvad kan du forvente?
Du får ansvar for dit eget projekt, hvor data allerede er indsamlet. Projektet vil med høj sandsynlighed føre til en publikation med dig som førsteforfatter i et internationalt kardiologisk tidsskrift. Du skal forvente at præsentere resultater på en eller flere internationale konferencer. Du kan også blive involveret i den invasive behandling i det kardiologiske laboratorium i forbindelse med vores øvrige igangværende projekter. Samlet set kan du forvente en videnskabelig uddannelse af høj kvalitet i et stærkt fagligt miljø. Projekterne er finansieret.
Ansøgning
Send en kort motiveret ansøgning og CV senest den 20. februar 2026 til: eh@clin.au.dk.
Samtaler forventes afholdt i uge 9. Vi forventer start 1. september.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at skrive til os.
Med venlig hilsen
Lene Andreasen, postdoc – lene.nyhus@clin.au.dk
Emil Nielsen Holck, postdoc – eh@clin.au.dk
