Bag om den redaktionelle proces på New England Journal of Medicine
Deputy editor og kardiolog dr. John Adams Jarcho gæstede AUH torsdag d. 30. august.
I torsdag fik Aarhus Universitetshospital usædvanligt besøg af deputy editor på New England Journal of Medicine, dr. John Adams Jarcho. Dr. Jarcho gav et indblik i det redaktionelle arbejde og fremtidige perspektiver på publisering af videnskabelige artikler.
En del kendte hoveder var mødt op for at få insider viden om, hvad der er vigtigt, når man indsender en artikel til udgivelse i et medicinsk tidsskrift, heriblandt overlæge og professor Hans Erik Bøtker, dr.med. (Hjertesygdomme), overlæge og klinisk lektor Mogens Pfeiffer Jensen, ph.d. (Reumatologisk Afdeling) samt æresmedlem af SMS og tidligere institutleder for Institut for Klinisk Medicin, læge og professor Jens Christian Djurhuus, dr.med. Arrangementet var arrangeret af læge og professor Bo Løfgren, ph.d., der er æresmedlem og medstifter af SMS, og læge og ph.d.-studerende Anders Sjørslev Schmidt, der er tidligere bestyrelsesmedlem for SMS.
John Adams Jarcho er kardiolog på Brigham and Women’s Hospital, Boston, Massachusetts, USA og lektor på Harvard Medical School. Dr. Jarcho er forfatter på over 40 peer-reviewed publikationer og deputy editor på New England Journal of Medicine.
New England Journal of Medicine (NEJM) er et ugentligt publiceret generelt medicinsk tidsskrift, udgivet af Massachusetts Medical Society. NEJM er blandt de mest prestigefyldte peer-reviewed medicinske tidskrifter og det mest citerede generelt medicinske tidsskrift i verden.
Alexander er medicinstuderende på 10. semester og har været forskningsaktiv på Hjerte-, Lunge-, Karkirurgisk afdeling, Aarhus Universitetshospital siden april 2016.
Han har været medlem af SMS siden 2017.