Close

19. september 2022

Forskningsår: Måling af kvalitet i sektorovergange, Forskningsenhed for Multisyge Regionshospitalet Viborg

Om projektet:

Overgangen fra hospitalsindlæggelse til eget hjem er en risikofyldt og kompliceret proces med potentiale for optimering. Traditionelt er kvaliteten af en sektorovergang blevet målt ved andelen af genindlæggelser, men genindlæggelsesraten er et unuanceret mål, der ikke belyser hvilke parametre af sektorovergangen, der kan forbedres. Vi mangler pålidelige metoder til at evaluere sektorovergange. Projektet skal bidrage med en ny måde at evaluere sektorovergange ved at inddrage borgernes oplevelser gennem patient rapporterede oplysninger (PRO) via et spørgeskema, der bliver valideret i en dansk kontekst.

I Forskningsenhed for Multisyge, Medicinsk Afdeling og Hjertesygdomme på Regionshospitalet Viborg udvikler vi evidensbaseret viden målrettet forebyggelse, diagnostik, behandling, pleje og rehabilitering af multisyge borgere. Dette projekt er en del af et større tværfaglig og tværsektorielt projekt bestående af 3 ph.d.-studerende og én postdoc, der gennemføres i samarbejde med Forsknings- og Videnscenter for multisygdom og kroniske sygdomme, Slagelse Hospital.    

Vi kan tilbyde:

Som forskningsårsstuderende bliver du en del af vores forskningsmiljø ved Forskningsenhed for Mulitsyge, Regionshospitalet Viborg. Forskningsenheden består pt. af en forskergruppe på fem forskere og to præ-ph.d.-studerende. Desuden gør vi brug af Hospitalsenhed Midts forskningsressourcer herunder Forskningsbiblioteket. Vi vægter et godt tværfagligt miljø højt.

Forskningsårsprojektet foregår i samarbejde med Medicinsk afdeling, Hjertesygdomme og Akutafdelingen på Regionshospitalet Viborg. Du vil få et godt indblik i hverdagen på et akuthospital, der modtager og udskriver både visiteret og ikke visiteret patienter 24/7.  

Vejledere på projektet er Lene Kongsgaard Nielsen, overlæge, ph.d., klinisk lektor og leder af Forskningsenhed for Multisyge og Merete Ajstrup, kommende ph.d.-studerende, fysioterapeut og cand.scient.san, Forskningsenhed for Multisyge.

Din rolle:

Din opgave bliver at inkludere multisyge patienter, som udskrives efter indlæggelse for en akut medicinsk tilstand. Du skal indsamle og håndtere forskningsdata inklusiv PRO data, indgå i dataanalysen og samskrivning af resultater. Det forventes, at du arbejder selvstændigt og i tæt samarbejde med vejlederne indgår i udvikling af protokollen.

Forskningsåret planlægges med start 1. februar 2023.

Ansøgning:

Hvis du er interesseret, så send en mail med dit CV samt lidt om dig selv til Lene Kongsgaard Nielsen lene.kongsgaard.nielsen@midt.rm.dk senest mandag d. 3. oktober 2022.