Close

26. januar 2023

Forskningsår: Down syndrom og nyresygdom

Medicinstuderende med interesse for epidemiologi og genetik søges til forskningsår mhp. undersøgelse af nyresygdom hos patienter med Down syndrom

Baggrund

Down syndrom er en kompleks tilstand forårsaget af et ekstra kromosom 21, som foruden mental retardering og velkendt ansigtsdysmorfi, er associeret med øget risiko for bl.a. hjertemisdannelser, autoimmun sygdom, metabolisk syndrom og visse kræftformer. Nogle studier har rapporteret om øget forekomst af nyresygdom, herunder nyre- og urinvejsmisdannelser, blandt patienter med Down syndrom. Dette er dog fortsat ikke belyst i større landsdækkende undersøgelser.

Med baggrund i de omfattende danske sundhedsregistre skal dette forskningsårsprojekt systematisk afdække forekomsten af og risikoen for nyresygdom blandt danske patienter med Down syndrom.

Arbejdet under forskningsåret

Projektet er initieret i et samarbejde ml. Klinisk Epidemiologisk Afdeling og Klinisk Genetisk Afdeling ved Aarhus Universitetshospital. Under forskningsåret skal du undersøge nyresygdom ved at koble forskellige sundhedsregistre, der bl.a. omfatter cytogenetiske data, biokemiske data og hospitalskontakter. Du vil opnå bred viden om kromosomsygdom, anvendelse af danske registerdata, og forskellige statistiske metoder til at analysere data.

Om dig

Du er interesseret i at blive klogere på sygdomsbilledet ved Down syndrom og motiveret for at lære relevante epidemiologiske metoder. Du er kandidatstuderende i medicin og har lyst til at bruge statistikprogrammer, diskutere forskningsresultater og bidrage til et forskningsfællesskab.

Projektet er planlagt til start 1. september 2023 eller 1. februar 2024.

Ansøgning:

Hvis projektet kunne være noget for dig, så send os en motiveret ansøgning (max 1 side), samt CV og eksamenskarakterer i en mail til Morten Krogh Herlin: mortherl@rm.dk eller Christian Fynbo Christiansen: cfc@clin.au.dk

Deadline senest fredag d. 1. marts 2023.

Projektgruppen:

  • Læge, ph.d., Morten Krogh Herlin, Klinisk Genetisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital
  • Læge, ph.d. studerende, Ellen Hollands Steffensen, Klinisk Genetisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital
  • Overlæge, professor Ida Vogel, Kvindesygdomme og Fødsler, Aarhus Universitetshospital
  • Overlæge, professor Christian Fynbo Christiansen (hovedvejleder), Klinisk Epidemiologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital.